Stemas Maskinsalg > Nyheder > Spanske kraftværker sikrer fuld power på håndbold-VM

Spanske kraftværker sikrer fuld power på håndbold-VM

Superlyddæmpede Himoinsa-generatorer sikrer strømforsyningen til tv-transmissionerne – med livrem og seler

Der overlades intet til tilfældighederne, når der transmitteres VM-håndbold fra Danmark til resten af verden.

”I hvert fald kan vi garantere, at strømmen ikke går midt i hverken første eller anden halvleg af nogen af kampene i Royal Arena i Ørestad. Det sikrer to spanske kraftværker. Og der er ikke tale om hverken Raul Entrerrios eller Julen Aguinagalde på det spanske landshold. Vi sikrer tv-transmissionerne med livrem og seler ved hjælp af to spanske Himoinsa-generatorer i paralleldrift”, fortæller direktør Palle Roy hos Roys Rental i Brøndby. Foruden at være Danmarks største udlejer af to-vejs radioanlæg, har firmaet også en særdeles omfattende flåde af generatorer til strømforsyning ved store arrangementer.

Det er de to senest ankomne Himoinsa-generatorer, der tager en tørn under VM i håndbold. Palle Roy står for forsyningen af den strøm, som tv skal bruge til at sikre problemfri transmissioner af kampene i Royal Arena. Det kræver grej, der lever op til en lang række skrappe krav.

Avanceret styring

”Det er den danske Himoinsa-importør, Stemas A/S, der har leveret de to nye generatorer på hver 250 kilo-volt-ampere. De kan køre hver for sig, eller de kan køre i paralleldrift. Totalt kan de to maskiner levere 720 Ampere. Stemas’ afdeling i Skibby på Sjælland har forsynet dem med en mere avanceret styring, end man ellers ser ved generatorer”, fortæller Palle Roy.


”Generatorerne leverer strøm til alt, der skal live-streames på tv-kanalerne. Og de leverer massivt mange Ampere. Vi har special-opbygget dem med el-tavler med mulighed for 400 Ampere udtag med PowerLock, men der kan også bruges almindelige CE-stik til 32, 64 eller 125 Ampere, og alle i 400 Volt”, forklarer produktchef Kim Møller hos Stemas A/S.

No-break

De spanske Himoinsa-generatorer er blandt andet kendte for meget høj driftssikkerhed. Den øges yderligere ved opbygningen til paralleldrift, som gør kombinationen til et no-break system. Dermed er der konstant den nødvendige mængde strøm til rådighed – gange to.

Skulle det utænkelige ske, at en af generatorerne sætter ud, fortsætter strømforsyningen uanfægtet med no-break systemet. Det går automatisk i gang, også når behovet overstiger 75 procent på en af generatorerne.

De to ens generatorer er blandt de største i Himoinsas standard-program. Hver vejer fem tons. Til VM-opgaven i Royal Arena er de bygget op på en treakslet trailer. På trods af deres størrelse og imponerende kræfter, hører de til i Himoinsas serie af superlyddæmpede generatorer i Silent Plus-serien.

Flere på vej

Stemas har i øvrigt yderligere to nye Himoinsa-generatorer på vej til Palle Roy og Roys Rental. To mindre brødre til VM-generatorerne på hver 100 kVa bygges ligeledes op til paralleldrift. Også de to er superlyddæmpede. Når de om kort tid finder vej ind i generatorflåden i Brøndby, har Palle Roy i alt 41 generatorer over et bredt spekter.

”Vi har nok Danmarks største flåde af generatorer på hjul. De skal ikke køres ud med kranbil, men står altid klar til at rykke ud på deres trailere. Næsten alle vores generatorer er Himoinsa. Faktisk er kun fire af et andet mærke, og dem skifter vi ud på et tidspunkt”, siger direktør Palle Roy.

To med power til overflod til VM i håndbold i Royal Arena. Palle Roy (til højre) har investeret i nye superlyddæmpede generatorer, som sikrer no-break strøm til tv-transmissionerne. Til venstre produktchef Kim Møller fra Stemas A/S, som har leveret de nye Himoinsa-kraftværker