Velkommen til Stemas Maskinsalg! > Nyheder > Landet rundt med armene oppe

Landet rundt med armene oppe

Geografiske forskelle på udbyttet af sommerens mange dyrskuer for Stemas

Jo længere mod vest, jo flere gange bliver skråen lige vendt et par ekstra gange, inden der sættes signatur i bunden af købsaftalerne på striben af dyrskuer landet over. Et geografisk fænomen, der ikke har formået at overraske salgsdirektør Robert Kjærgaard hos Stemas A/S.

”Traditionelt er Stemas hvert år med på rigtig mange dyrskuer, og vi må sige, at det i 2018 har været en tur landet rundt med arme oppe. Enkelte steder har købelysten været lidt behersket, men til gengæld har det ikke skortet på lyst til en god maskinsnak. Så det der ikke førte til aftaler direkte på dyrskuerne, kommer forhåbentlig senere”, siger Robert Kjærgaard.

”Danmarks største dyrskue i Roskilde var helt fantastisk for Stemas. Selv om Roskilde Dyrskue er en folkefest med familier, klapvogne og balloner, så bliver der altså også solgt maskiner. Det samme gjorde sig gældende på flere af de andre skuer, mens vi må erkende, at købelysten var afdæmpet nogle af stederne. Det ændrer ikke ved, at vi naturligvis kommer igen næste år. Vi skal være der for kunderne både når det går den ene vej og når det går den anden”, fastslår salgsdirektøren.

Udlejere overraskede
På sommerens helt store entreprenør-begivenhed, E&H 2018 i Herning, formåede et par af Stemas’ faste kunder at tage fusen på Stemas-folkene.

”Et par store udlejningsfirmaer kom ind til os og lagde rigtig store ordrer direkte på messen. Der var ikke aftalt noget med firmaerne på forhånd, og vi anede ikke, at de havde planer om at lave nogle rigtig gode aftaler om mange maskiner. Dem skal vi i gang med at levere i den kommende tid”, fortæller Robert Kjærgaard.

”Der er tilsyneladende øget opmærksomhed hos udlejningsfirmaerne og de store entreprenører på, at der kan være ganske lange leveringstider. De tider er forbi, da fabrikkerne havde maskinerne stående på lager klar til at levere også i store mængder. Derfor er firmaerne tilsyneladende blevet meget bevidste om, at det gælder om at få skubbet ordrerne afsted”.

Alle er VIP’er hos Stemas
Stemas lavede i øvrigt lidt af et hit med den store kombinerede Stemas- og Johs. Møllers Maskiner-stand på messen i Herning. Det store messetelt blev ramme om masser af maskinsnak, og ”ude bagved” havde firmaerne rigget an med Biergarten-stemning med levende musik, kulørte lamper, grillere og læskende drikke. Det krævede VIP-status at besøge ”baglokalet”, men det holdt ingen væk. Pr. definition var alle gæster nemlig VIP’er.

”Vi nåede helt klart i mål igen på E&H, og denne gang havde vi tillige vejrguderne med os. Vi lavede et godt set-up og blev belønnet af messegæsterne med rigtig godt besøg på Stemas-standen”, konstaterer salgsdirektør Robert Kjærgaard.
Ribe Dyrskue blev rosinen i pølseenden for Stemas’ Tour de Dyrskue, men salgsfolkene har endnu et par datoer i kalenderen.

Dels holder firmaet solidt fast i traditionen med at deltage i Kirkegårdsmessen ved Lødderup Kirke på Mors hvert andet år i august. I år holdes messen mandag den 27. august. Og dels følger så den store landbrugs- og entreprenørmesse Agromek i MCH Messecenter Herning i slutningen af november.

”Kirkegårdsmessen er en lille fagmesse, som virkelig vil noget. Det er de helt rigtige fagfolk, der tager turen til Mors, og som regel er vejret godt og interessen for at se på maskiner til kirkegårdsarbejde stor”, siger Robert Kjærgaard.


En af de seneste års største succeser inden for minilæssere, den eldrevne Weidemann 1160 eHoftrac, blev studeret med stor interesse på E&H 2018 i Herning.


Sol, sommer og Stemas. Danmarks største dyrskue i Roskilde blev en stensikker succes for Stemas-folkene, som havde et bredt sortiment af maskiner med og var klar til en maskinsnak under parasollen.


Christian Matthiesen er Stemas’ forhandleransvarlige for Danmark og Norge. Han lagde vejen omkring Hjørring Dyrskue for at assistere den nordjyske forhandler, Hjallerup Maskinforretning, som havde et righoldigt udvalg af Stemas-maskiner med.


Der er altid stor interesse for såvel røde Weidemann-læssere som gule Yanmar-gravemaskiner på Landbrugsmessen Gammel Estrup på Djursland.

Se som pdf her