Velkommen til Stemas Maskinsalg! > Nyheder > Himoinsa banker lyden helt i kælderen på nye generatorer

Himoinsa banker lyden helt i kælderen på nye generatorer

Stemas klar til at præsentere særdeles lydsvag nyhed fra den spanske generator-kæmpe på E&H i juni

Lydmæssigt bliver den en af de mindste nyheder på entreprenørmessen E&H I Herning fra 14. til 16. juni. For entreprenører og udlejningsfirmaer kan den godt komme til at give lidt af et drøn. Stemas vil nemlig præsentere en ny generator fra den spanske producent Himoinsa, som har banket støjniveauet helt i bund. Himoinsa HRFW-250 T5 er allerede kendt i produktprogrammet, men modelbetegnelsen får nu tilført S+.

”Det står for Silent Plus og betegner, at generatoren er ekstra lydsvag og dermed helt ideel til arbejde i byområder med boliger og kontorer. 250’eren i den kendte standardversion har et allerede støjsvagt lydniveau på 70 dB. Den tavse nyhed er helt nede på 61 dB, forklarer Kim Møller, som er Stemas’ salgschef for Himoinsa.

”Sammen med modellen HRFW-250 T5 S+ på 250 kVa, som er en meget anvendt størrelse i Danmark, lancerer Himoinsa en komplet serie på ni generatorer fra 20 kVa op til 300 kVa. Yanmar leverer motorerne til de tre mindste i serien, mens de seks største er med Iveco FPT-motorer”, fortæller Kim Møller.

 

Dansk Himoinsa-succes

Salgschefen har store forventninger til de nye, tavse spaniere. Stemas har allerede noteret stor succes med Himoinsa, siden firmaet overtog forhandlingen i Danmark i begyndelsen af 2017. I slutningen af året blev Himoinsa-salg og -service i Danmark samlet helt hos Stemas, da firmaet overtog virksomheden Coaster Service i Skibby. Coaster Service er fortsat som en afdeling i Stemas A/S og med den hidtidige bemanding.

”Det er gået over forventning med stor interesse for generatorerne, ikke mindst fra udlejningsfirmaer og entreprenører. Jeg er ikke i tvivl om, at den nye serie vil give genlyd, selv om den altså er ret lydsvag”, siger Kim Møller.

Sammen med Stemas’ nye Himoinsa-salgskoordinator, Casper Rasmussen, har Kim Møller netop været på besøg på Himoinsa-fabrikken i Spanien for både at se og lytte til Silent Plus-serien. Samtidig fik de to danske Himoinsa-folk lejlighed til at kaste et blik på et nyt lystårn, som spanierne forventer at have klar til levering senere på året. Det er tale om et mobilt lystårn, som både er lettere og nemmere at håndtere, end man ellers kender det fra Himoinsa lystårne.   

Salgschef Himoinsa Kim Møller (til højre) og Regional Sales Manager Fernando Calle blandt masser af røde Himoinsa-generatorer på fabrikken i Spanien.

 

To danske Himoinsa-folk foran hovedkvarteret i San Javier ved den sydspanske kyst. Salgschef Himoinsa Kim Møller (til venstre) og salgskoordinator Casper Rasmussen.