Stemas Maskinsalg > Nyheder > Erfaren maskinmand til Stemas

Erfaren maskinmand til Stemas

Poul C. Pedersen er rykket ind i sælgerstaben

En ny medarbejder, som absolut ikke er ny på maskinfronten, er rykket ind i Stemas’ hovedafdeling ved Hadsten. Poul C. Pedersen har gjort sin entré i firmaets sælgerstab og bidrager med ikke mindre end 37 års erfaring med maskiner.

Poul C. Pedersen skal hos Stemas sælge hele det store program af maskiner fra Yanmar, Weidemann, Bergmann og Ammann, men med særligt fokus på gravemaskinerne fra japanske Yanmar. Netop gravemaskiner er hans ekspertise. Siden 1988 har Poul C. Pedersen udelukkende beskæftiget sig med entreprenørmaskiner.

Oprindelig er Poul C. Pedersen uddannet landbrugsmaskinmekaniker. De første 20 år arbejdede han som udekørende montør, hvorefter han rykkede over i sælgernes rækker hos Conenco i Trige. Totalt var han hos Conenco i 32 år, hvorefter turen gik til den danske JCB-forhandler i fem år.

Nu er det Stemas, det gælder med en næsten luksuriøs kort vej til arbejdet ved Hadsten. Poul C. Pedersen bor privat i Trige og har mindre end et kvarter til Stemas på Tolsagervej ved Hadsten.

Poul C. Pedersen er klar til at lange Yanmar-gravemaskiner over disken hos Stemas.